Istorsk
Grønlandsk navn: Eqalugaasaq
Latinsk navn: Arctogadus glacialis
Engelsk navn: Arctic Cod
Klasse: Fisk
Orden: Torskefisk
Familie: Torsk
Istorsk er en højarktisk art, der lever i havet ved NV-Grønland fra Melville Bugten til Inglefield Land og i NØ-Grønland mellem Scoresbysund og Peary Land. Istorsk lever i de øvre vandlag i drivisen eller under fastisen, men de kan træffes helt ned til 1.000 meters dybde. Istorsk er stimefisk.
Kendetegn
Istorsken er en slank torsk med tre rygfinner, to gatfinner og en tynd halestilk. Den minder meget om polartorsk, men den har taglagte skæl, der overlapper hinanden, hvilket polartorsken ikke har. Istorsken har ingen eller en meget lille skægtråd.
Føde
Istorsks føde består især af små fritsvømmende krebsdyr og småfisk.
Fakta
- Levested: Hav
- Længde: Op til 40 cm
Vidste du det?
Istorsk er et vigtigt led i fødekæden i de arktiske havområder, hvor den er fødegrundlag for bl.a. sæler og narhvaler. Den har ingen betydning som menneskeføde.