Almindelig zebraedderkop
Latinsk navn: Salticus scenicus
Engelsk navn: Zebra spider
Tysk navn: Mauer-Zebraspringspinne
Svensk navn: Murzebraspindel
Norsk navn: Sebrahopper
Klasse: Spindlere
Orden: Edderkopper
Familie: Springedderkopper
Zebraedderkoppen er almindelig i Danmark. Den forekommer både udendørs på mure, gamle træer og træværk, og indendørs, især på steder, hvor den kan opholde sig i sol.
Kendetegn
Zebraedderkoppen kendes først og fremmest på sin zebrastribede krop og sit bevægelsesmønster i små, pludselige spring. Hannen har meget store og tydelige mundlemmer.
Føde
Zebraedderkoppen jager insekter, og dens gode syn gør, at den nemt kan bedømme afstanden til et bytte og afpasse sit spring derefter.
Vidste du det?
Zebraedderkoppen kan springe op til 10 cm, og under jagten efter insekter springer den ofte ud i luften. Det kan lade sig gøre, fordi den fastgør en tråd til steder, hvor den har opholdt sig.