Lakrød møgbille
Latinsk navn: Aphodius pedellus
Engelsk navn: Common dung beetle
Tysk navn: Gemeiner Dungkäfer
Svensk navn: Rödvingad dyngbagge
Norsk navn: Rødvinget gjødselbille
Klasse: Insekter
Orden: Biller
Familie: Torbister
Lakrød møgbille var tidligere udbredt og meget almindelig i hele Danmark. Billen lever i friske kokasser eller hestemøg, men i takt med, at antallet af løst kvæg og heste på græs falder, svinder møgbillens levesteder ind. Billen ses dog stadig hyppigt alle steder, hvor der går fritgående kvæg.
Kendetegn
Længde: 6-7 mm. Lakrød møgbille kendes især på sine meget rødbrune og helt blanke dækvinger. Kroppen er sort, bugen er sort og antennerne røde. Benene er meget kraftige, fordi de bruges til at grave sig ind i gødning.
Føde
De voksne møgbiller lever af plantedele i friske kokasser og hestemøg. Hunnen graver sig på et tidspunkt ned i en kokasse og lægger æg. Når æggene klækker, lever larverne af den tørre gødning.