Almindelig agermåne

afJørgen Steen

Latinsk navn: Agrimonia eupatoria
Engelsk navn: Common Agrimony
Gruppe: Urter
Klasse: Tokimbladet
Orden: Rosenordenen
Familie: Rosenfamilien

Almindelig agermåne er almindelig på Øerne og i Østjylland, mens den sjældent ses i Nord- og Vestjylland. Den vokser på åben, ret tør, kalkrig bund, langs græsland og langs vejkanter. Urten dufter svagt af citron.

Blade og stængel
Almindelig agermåne er en opret, håret plante. Langs stængelen findes store mellembrudt fjersnitdelte blade og gule blomster i en akslignende klase. På undersiden af de savtakkede blade er der grå uldne hår. Akselbladene er store og halvmåneformede.

Blomster og frugter
Blomsterne består af fem kronblade med kegleformet, furet blomsterbund. Når planten bærer frugt ses mange opadrettede krogbørster på blomsterbunden, som omfatter en eller to nødder. 

Fakta
  • Voksesteder: Det åbne land
  • Flerårig
  • Højde: 30-80 cm
  • Blade: halvmåneformede
  • Blomstrer: juli-august
  • Frugt: 1-2 nødder
Vidste du det?

Krogbørsterne på frugtstanden hænger let fast i pelsen på dyr og kan derved spredes vidt omkring. 

 Almindelig agermåne - Agrimonia eupatoria - Common Agrimony