Latinsk navn: Euonymus europaeus
Engelsk navn: European Spindle, Common Spindle
Gruppe: Buske
Klasse: Tokimbladet
Orden: Benvedordenen
Familie: Benvedfamilien

Benved er temmelig almindelig i det meste af Danmark. Den forekommer dog sjældent i Nord- og Vestjylland. Planten er løvfældende og trives på lysåbne steder med næringsrig bund. Den vokser i løvskove og strandkrat, enten som en busk eller et lille træ.

Blade, blomster og frugter
Benved har lysegrå bark og firkantede grønne årsskud. De ældre grene har længdegående korklister. Bladene er æg- til lancetformede og er fint savtakkede. Blomsterne er firtallige og sidder i fåblomstrede, sidestillede kvaste, der er grøngule til hvidlige.
Frugten er en kødet, giftig kapsel, der bliver rosa, når den er moden. Ved modningen åbnes klapperne og frøene, der er omgivet af orange frøkappe, kommer til syne. Bladene bliver stærkt røde ved høst.

Fakta
  • Voksesteder: Det åbne land
  • Højde: op til 8 meter
  • Blade: ægformede/lancetformede
  • Blomstrer: maj-juni
  • Bark: lysegrå
  • Frugt: kapsel
Vidste du det?

Frøene med frøkapper ædes af fugle, og derved bliver frøene spredt via deres ekskrementer.

Benved - Euonymus europaeus - European Spindle, Common Spindle