Markkrageklo
Latinsk navn: Ononis spinosa
Engelsk navn: Common restharrow, Spiny restharrow
Tysk navn: Dornige Hauhechel
Svensk navn: Åsnetörne
Norsk navn: Tornbeinurt
Gruppe: Urter
Klasse: Tokimbladet
Orden: Ærteblomstordenen
Familie: Ærteblomstfamilien
Markkrageklo er en halvbusk, der vokser på tør bund langs vejkanter, på skrænter og græsland. Planten er almindelig i det meste af Danmark. I Nord- og Vestjylland ses den hist og her.
Blade og stængel
Planten er nedliggende til opstigende og har ofte rodslående stængler, der er seje. Langs stænglerne er der kirtelhår og for det meste bløde torne. Bladene er 3-koblede eller hele. Småbladene er ovale og har savtakket rand, mens akselbladene er store og er vokset sammen med bladstilken.
Blomster og frugter
Blomsterne har ærtekrone, der er rødviolet og 1-2 cm lang. De sidder parvis eller enkeltvis i bladhjørnerne. Frugten er en lille, 1-2-frøet bælg, der er skjult i det 5-tandede bæger.
Fakta
- Voksesteder: Det åbne land
- Flerårig
- Højde: 20-60 cm
- Blade: ovale
- Blomstrer: juli-august
- Frugt: bælg
Vidste du det?
Markkrageklo har rodknolde, der indeholder kvælstoffikserende bakterier. Dermed kan planten trives på næringsfattig jordbund.