Butbladet skræppe
Latinsk navn: Rumex obtusifolius
Engelsk navn: Broad-leaved dock, Bitter dock
Tysk navn: Stumpfblätteriger Ampfer
Svensk navn: Tomtskräppa
Norsk navn: Byhøymol
Gruppe: Urter
Klasse: Tokimbladet
Orden: Pileurtordenen
Familie: Syrefamilien
Butbladet skræppe er almindelig i hele Danmark på næringsrig, fugtig bund på enge, langs vejkanter, på tidligere bebyggede områder og ved vandløb. Planten er en stor, flerårig urt.
Blade og stængel
Butbladet skræppe har furede, oprette stængler. De nederste blade er buttede og ovale og bliver helt op til 35 cm lange. Bladene har bølget rand og hjerteformet eller afrundet bladbasis. De øverste blade er smallere end de nederste.
Blomster og frugter
Blomsterstanden består af en grenet top af grønne, tvekønnede, små blomster i kranse. Blosteret består af 2 kranse, der hver har 3 blosterblade. Under frugtmodningen forstørres blosterbladene og omslutter frugten, der er en nød.
Fakta
- Voksesteder: Det åbne land
- Flerårig
- Højde: 50-100 cm
- Blade: ovale
- Blomstrer: juli-august
- Frugt: nød
Vidste du det?
Blosterbladene omslutter nødden som et hylster. Nødden bliver derved let spredt med vinden eller strømmende vand.