Børstebladet vandaks er almindelig og findes i hele Danmark. Planten vokser i søer, åer, vandløb og i brakvand i vige, fjorde og bugter. Børstebladet vandaks kan danne ret tætte bestande.
Stængel, blade og blomster Vandaksen har en lang, rigt grenet og bugtet jordstængel med meget smalle blade. Stængel og blade er under vand, kun blomsterstanden er over vand. Blomsterstanden består af et aks med 3-5 adskilte blomsterkranse. Blomsterne er små og brune eller grønlige.
Frugter og spredning Børstebladet vandaks spredes ofte ved at svømmefugle æder frugterne. Frøene passerer uskadte gennem fuglene og spredes med ekskrementerne.
Børstebladet vandaks kan udover at blive spredt til nye områder ved hjælp af fugle også brede sig vegetativt. Planten kan nemlig brede sig med nye skud fra jordstænglen og ved, at løsrevne eller afbrækkede skud danner helt nye planter.
Fakta
Voksesteder: Sø og vandløb
Flerårig
Højde: 50-200 cm
Rod: Krybende jordstængel
Blade: Linieformede
Blomstrer: Juni-august
Frugt: Flerfoldsfrugt med 4 småfrugter
Vidste du det?