Latinsk navn: Cerastium fontanum Engelsk navn: Common mouse-ear Gruppe: Urter Klasse: Tokimbladet Orden: Nellikeordenen Familie: Nellikefamilien
Almindelig hønsetarm er en meget almindelig og hyppig urt, der findes i hele Danmark langs veje, på enge, overdrev, marker, skrænter og i haver.
Stængel og blade Urtens stængel er opret eller nedliggende og tæthåret. Bladene sidder parvist modsatte på stænglen. Planten formerer sig vegetativt ved, at løsrevne eller afbrækkede stængeldele vokser op og bliver til nye planter.
Blomster og frugter Almindelig hønsetarms blomster er små med grønne bægerblade og hvide kronblade, der er kløvede i spidserne. Blomsterne er samlet i kvaste. Plantens frugt er en krum kapsel med mange frø. Frøene drysser ud af kapslen og spredes.