Latinsk navn: Agrimonia eupatoria Engelsk navn: Common Agrimony Gruppe: Urter Klasse: Tokimbladet Orden: Rosenordenen Familie: Rosenfamilien
Almindelig agermåne er almindelig på Øerne og i Østjylland, mens den sjældent ses i Nord- og Vestjylland. Den vokser på åben, ret tør, kalkrig bund, langs græsland og langs vejkanter. Urten dufter svagt af citron.
Blade og stængel Almindelig agermåne er en opret, håret plante. Langs stængelen findes store fjersnitdelte blade og gule blomster i en akslignende klase. På undersiden af de savtakkede blade er der grå uldne hår. Akselbladene er store og halvmåneformede.
Blomster og frugter Blomsterne består af fem kronblade med kegleformet, furet blomsterbund. Når planten bærer frugt ses mange opadrettede krogbørster på blomsterbunden, som omfatter en eller to nødder.