Latinsk navn: Trombidium holosericeum
Engelsk navn: Red Velvet Mite
Klasse: Spindlere
Orden: Mider
Familie: Fløjlsmider

Rød jordmide er en stor mide, som er meget almindelig i Danmark, især i løvskove. Den lever i skovbunden og på stammer med mos. Rød jordmide kaldes også fløjlsmide.

Kendetegn
Rød jordmide kendes især på sin størrelse og sin fløjlsrøde eller postkasserøde farve. Forkroppen og bagkroppen udgør én krop.

Føde
Rød jordmide er en rovmide, som især lever af andre mindre mider, bladlus og springhaler. Byttet parteres med midens kraftige klosakse. Larven af rød jordmide er en snylter, som bider sig fast i insekter og edderkopper. Derved får den føde og bliver samtidig transporteret til nye omgivelser.

Fakta
Vidste du det?
Rød jordmide er et rovdyr, men de fleste andre mider er planteædere og ganske små. De medvirker til at nedbryde døde planter og dyr i naturen. Der er overraskende mange mider i en skovbund fra løvskoven. Man har fx talt over 1.000 mider i et enkelt fodaftryk. Prøv selv at se efter liv i et fodaftryk.
Rød jordmide - Trombidium holosericeum - Red Velvet Mite