Latinsk navn: Laminaria digitata
Engelsk navn: Oarweed
Gruppe: Alger
Klasse: Brunalger
Orden: Laminariales
Familie: Laminariaceae

Fingertang er en almindelig alge i de fleste danske farvande. Nogle steder kan planten danne store tangskove under vandet.

Kendetegn
Fingertang er en af de tre danske arter af bladtang, som alle består af en læderagtig bladplade med en stilk. Fingertangens bladplade er fingerdelt (deraf plantens navn) og olivenbrun eller grøn. Stilken er glat, jævnt tyk og kan blive op til en meter lang.

Vækst
Fælles for de tre danske arter af bladtang er desuden, at væksten sker i området mellem stilken og bladpladen. Hvert år danner algen nye blade, som erstatter de gamle.

Fakta
  • Voksesteder: Kyst og hav
  • Livsvarighed: Flerårig
  • Længde (bladplade): 100-200 cm
  • Bredde (bladplade): 25-50 cm
  • Formering: Sværmesporer, der dannes på bladene om vinteren.
Vidste du det?
Algen lever normalt på 1-5 meter dybt vand. Den sidder fast på sten og muslingeskaller med nogle særlige hæfterødder.
Fingertang - Laminaria digitata - Oarweed