Latinsk navn: Neomys fodiens
Engelsk navn: Eurasian water shrew
Klasse: Pattedyr
Orden: Insektædere
Familie: Spidsmus

Vandspidsmusen er ikke en mus, men den tilhører gruppen af insektædere, som også omfatter pindsvin og muldvarpe. Den er udbredt i hele Danmark men mangler på mange øer. Vandspidsmusen lever især i nærheden af ferskvand.

Kendetegn
Vandspidsmusen er tilpasset et liv nær vand, og den er en dygtig svømmer. På siden af tæerne har vandspidsmusen nogle stive hår, der virker som svømmehud. Vandspidsmusens krop er meget slank og dækket af en glat, vandafvisende pels. Ørerne er skjult under pelsen, så den bedre kan svømme.

Føde
Vandspidsmusen lever især af vandinsekter, krebsdyr, orme og snegle. Den har et meget højt stofskifte og må derfor spise meget ofte.

Vandspidsmus - Neomys fodiens - Eurasian water shrew
Fakta
  • Levesteder: Sø og vandløb
  • Længde: 6-9 cm
  • Vægt: 10-25 g
  • Kuldstørrelse: 5-7
  • Antal kuld: 2
  • Drægtighed: Ca. 20 dage
Vidste du det?
Vandspidsmusen laver gange, både over og under jordoverfladen. Gangene over jordoverfladen er dækket af kviste, græs og blade. De underjordiske gange kan udgøre store systemer, og nogle af gangene kan munde ud under vandoverfladen på en sø eller en mose.