Latinsk navn: Zygaena filipendulae
Engelsk navn: Six-Spot Burnet
Klasse: Insekter
Orden: Sommerfugle
Familie: Køllesværmere
Gruppe: Småsommerfugle

Seksplettet køllesværmer er almindelig og udbredt i det meste af Danmark. Den lever i tørre og blomsterrige områder med enge, overdrev, skrænter, sandede marker, heder og klitter. Seksplettet køllesværmer er kun fremme i solskin. 

Kendetegn
Seksplettet køllesværmer har skinnende, blåsorte eller metalgrønne vinger med 6 røde pletter på hver forvinge. Bagvingerne er røde med sorte kanter. Sommerfuglen har store, kølleformede antenner. Larven er flad og gul med sorte pletter.

Føde
Sommerfuglen suger nektar fra forskellige blomster som knopurt, tidsler og blåhat. Larven lever af blade fra rødkløver, kællingetand, musevikke og andre ærteblomstrende planter. 

Seksplettet køllesværmer - Zygaena filipendulae - Six-Spot Burnet
Fakta
  • Levesteder: Det åbne land
  • Vingefang: 28-40 mm
  • Flyvetid: Juni-august
  • Larvelængde: 22 mm
  • Overvintrer som larve
Vidste du det?
Seksplettet køllesværmers sorte og røde farver fungerer som advarselsfarver til fugle og andre rovdyr. Hvis sommerfuglen alligevel angribes, udskiller den en gul væske, der smager grimt for rovdyr og fugle.