Latinsk navn: Sympetrum sanguineum
Engelsk navn: Ruddy Darter
Klasse: Insekter
Orden: Guldsmede
Familie: Libeller

Blodrød hedelibel er almindeligt udbredt over hele landet. Den lever ved søer, damme, vandhuller, strandenge, brakvandssøer og vandløb. Blodrød hedelibel opholder sig ofte i luften eller på en gren, hvor den vogter over sit territorium.

Kendetegn
Blodrød hedelibel er en af de mindste guldsmede i Danmark. Hannen har en blodrød bagkrop, hvilket har givet den navnet. Både hunnen og den unge han har en gulbrun bagkrop. Begge køn har fire klare vinger og helt sorte ben.

Føde
Den voksne blodrøde hedelibel lever af flyvende insekter, mens nymfen æder vandinsekter, larver og krebsdyr.

Blodrød hedelibel - Sympetrum sanguineum - Ruddy Darter
Fakta
  • Levesteder: Sø og vandløb
  • Længde: Ca. 35 mm
  • Vingefang: Op til 60 mm
  • Flyvetid: Juni-oktober.
  • Parring: ?
  • Antal æg: ?
  • Nymfetid: ?
  • Nymfelængde: 3 cm
Vidste du det?
Parringen foregår i luften, hvor hannen og hunnen flyver tæt sammensluttet. Efter selve parringen fortsætter de med at flyve tæt sammen, mens hunnen kaster æggene fra sig i vandkanten mellem vandplanter eller i vandoverfladen på lavt vand.