Latinsk navn: Tetrao tetrix
Engelsk navn: Black Grouse
Klasse: Fugle
Orden: Hønsefugle
Familie: Skovhøns

Urfuglen blev erklæret uddød i Danmark i 2001. Tidligere levede fuglen på åbne lyngheder, hedemoser, overdrev og enge med krat få steder i Vestjylland. Urfuglen yngler i resten af Skandinavien, Rusland, Mellemeuropa og Asien. Urfugle er standfugle, der bliver i yngleområdet i hele året.

Kendetegn
Urfuglhannen eller kokken har blåsort, metalskinnende fjerdragt, en lang, lyreformet hale, hvid undergump og rød kam over øjnene. Hønen er buttet, gulbrun og spraglet med sorte og grå pletter. Hønen er mindre end kokken.

Føde
Urfuglen lever af friske skud og knopper, bær, frø, urter, rødder, grønne blade og andre plantedele. Kyllingerne æder kun insekter.

Urfugl - Tetrao tetrix - Black Grouse
Fakta
  • Levesteder: Det åbne land
  • Vingefang: 65-80 cm
  • Længde (han): 53 cm
  • Længde (hun): 41 cm
  • Vægt (han): 1000-1400 g
  • Vægt (hun): 750-1100 g
  • Maks. levealder: 12 år
  • Kuldstørrelse: 6-11 æg
  • Antal kuld: 1
  • Rugetid: 25-27 dage
  • Ungetid: 40-50 dage
Vidste du det?
I foråret samles kokkene i flokke på bestemte spillepladser, hvor de tidligt om morgenen opfører et parringsspil for at tiltrække høner. Kokkene løber rundt med udspilede hale og strakte halse, mens de slår med vingerne og hakker ud efter hinanden med næbbet under høje lyde.