Latinsk navn: Lullula arborea
Engelsk navn: Wood-Lark
Klasse: Fugle
Orden: Spurvefugle
Familie: Lærker

Hedelærken er en sjælden ynglefugl i Jylland og Nordsjælland. Den foretrækker åbne, sandede områder som skovlysninger, klitter og heder med spredte træer og buske. Hedelærken kommer til Danmark i marts/april og trækker bort igen til september/oktober. En del hedelærker trækker gennem Danmark til ynglesteder længere mod nordøst.

Kendetegn
Hedelærken er en lille lærkefugl med meget kort hale og kort næb. Fuglen er brun med mørke og lyse striber, lys vingebagkant, der ses i flugten, og lyse øjenbrynsstriber, der danner et V i nakken.

Føde
Hedelærker lever af frø, edderkopper, biller, sommerfugle, græshopper og andre insekter.

Hedelærke - Lullula arborea - Wood-Lark
Fakta
  • Levesteder: Det åbne land
  • Vingefang: 27-30 cm
  • Længde: 14-15 cm
  • Vægt: 24-36 g
  • Kuldstørrelse: 3-4 æg
  • Antal kuld: 2
  • Rugetid: 14 dage
  • Ungetid: 11-13 dage
Vidste du det?
I yngletiden synger hedelærker i luften eller fra sangposter i toppen af træer og buske. Man kan høre sangen om natten eller tidligt om morgenen. Hedelærkens sang er smuk og melodisk med bløde, rullende toner i skiftende tempo.