Latinsk navn: Ensis americanus
Engelsk navn: American Jack knife clam, American razor-shell
Klasse: Bløddyr
Orden: Veneroida
Familie: Små knivmuslinger

Amerikansk knivmusling kom til Europa fra Amerika omkring 1980 som larver i ballastvand på skibe. I dag er arten den mest almindelige knivmusling i Danmark. Den findes i store bestande ved den jyske vestkyst, Vadehavet, i Limfjorden og ved kysterne i den nordlige del af Kattegat. Muslingen lever normalt i tidevandszonen nedgravet i sandbunden. Man finder ofte skallerne i opskyllet på stranden.

Kendetegn
Skallerne er smalle, lange og svagt buede. Hængslet, der holder skallerne sammen, sidder i forenden. Muslingens ånderør stikker ud af bagenden. Skallerne er rødbrune eller hvide.

Føde
Muslingen filtrerer alger og planteplankton fra vandet gennem gællerne.

Amerikansk knivmusling - Ensis americanus - American Jack knife clam, American razor-shell
Fakta
  • Levesteder: Kyst og hav
  • Længde: Op til 16 cm
  • Knivmuslingen er særkønnet
  • Æg og sæd gydes frit i vandet
  • Gyder: forår-sommer
  • Bliver kønsmoden efter 1-2 år
  • Max levealder: Ca. 5 år
Vidste du det?
På indersiden af den amerikanske knivmuslings skal er der bagest et mærke, der er karakteristisk for netop den amerikanske knivmusling. Mærket, der også kaldes kappebugten, er mere spidst, kantet og dybere, end det er tilfældet hos den almindelige knivmusling (se almindelig knivmusling).